SØG

101 Historier om Havdrup Kirke

Dansk Kvindesamfund i Havdrup i 100 år: Føde til sjæl og legeme

Det er ikke så tit, at Havdrup Kirke er på forsiden af et tidsskrift. Ikke desto mindre skete det i december 2013 på forsiden af Kvinden&Samfundet, som er Dansk Kvindesamfunds tidsskrift og verdens ældste kvindeblad.

Kvinden&Samfundet besøgte sognepræst Kristine Stricker Hestbech i Havdrup Kirke til en samtale om ligestilling i folkekirken og diskrimination af kvindelige præster. I interviewet siger Kristine blandt andet, at hun mener, der kan være stor forskel på, hvordan mand og kvinde er præst:

– Vi kvinder har stadigvæk fødderne nede i noget livsmuld, som mænd ikke på samme måde får fat i. At vi føder og fodrer børn. Det er svært at vide, om det er medfødt eller kultur. Men vi formår at være til stede i stærke, voldsomme, svære følelser. Gode kvindelige præster kan have et nærvær som gode mandlige præster ikke har. Vi tolker evangeliet ind i hverdagsliv, hvorimod nogle mandlige præster har en akademisk tilgang, hvor det er meget fjernt fra folks liv.

I 1918 havde Dansk Kvindesamfund sin egen Havdrup-Solrød Kreds. Det hotteste emne til flere af deres møder på Havdrup Hotel var ernæringsspørgsmål. Her blev der talt informativt blandt andet om de nye vitaminer, tarvelig landbokost fremfor finere bykost ligesom der blev afholdt kursus i henkogning, tørring og syltning. (Kilde: J.C. Strunge Jensen: Solrød Kommunes 5 sogne 1900-1939, udg. 2013).

Kristine S. Hestbech siger til Kvinden&Samfundet, at hun ikke synes, at præster skal være alt for langt væk fra det liv, som almindelige mennesker lever. – Så måske der alligevel ikke er så langt fra 1918-2014 …

Bladet Kvinden&Samfundet og Strunge Jensens lokalhistorier kan læses i Det gensidige Bibliotek i sognehuset.

Om

Related Posts

Giv en kommentar

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.