Fredag, den 1. juli er der igen åben have hos Havdrups haveglade præst, Kristine Stricker Hestbech. I år i samarbejde med Haveselskabet.
Præstegårdshaven er mange hundrede år gammel og alligevel ny. Efter at have ligget hen som græsplæne i et halvt århundrede har Kristine og hendes mand, Steen Kyed, genetableret nogle af havens traditionelle træk som køkkenhave, æblelund, rosen- og staudehave, høns, drivhus og orangeri.
Haven drives økologisk, og der er masser af inspiration at hente. Fx fungerer havens mange kvashegn som både vindbryder og rum-inddeler og giver havens insekter og fugle skjul og føde. Kristine S. Hestbech fortæller gerne og svarer på spørgsmål.
I rosenhaven kan man købe te, kaffe og hjemmebagte kager. Indtægter fra salget går til julehjælp i Havdrup. Haven er åben fra kl. 15-18. Ældre i sognet har mulighed for at komme til åben have med kirkebil.