Sognehusets tag løftede sig, og håndmadderne forsvandt som dug for solen, da der sidst var fællessang i Havdrup Sognehus i foråret. Nu er chancen her igen: Torsdag den 7. september kl. 18-19 er organist Peter Plougmann og voksenkoret Seadrops parat til en ny omgang fællessang med andre sangglade mennesker.
Her er en oplagt mulighed for at synge nogle af de mange dejlige høst- og efterårssange fra højskolesangbogen. Der er også plads til at ønske sange, som man har lyst til at synge, og det er heller aldrig for sent at lære nye sange. Sangglæde giver frit spil!
Det giver god appetit at synge. Derfor slutter aftenen med sandwich og en øl eller vand. I løbet af efteråret er der endnu en aften med fællessang torsdag, den 5. oktober.