GODT NYTÅR
- Detaljer
- Publiceret: Lørdag, 31 december 2011 01:21
- Skrevet af Super User
Igen står et årsskifte for døren – 11 bliver til 12 – og et nyt år tager sin begyndelse.
2011 har været et interessant år for Havdrups borgere.
Tidligt på året måtte kommunens folk erkende, at man nok lige havde glemt at spørge politiet, da man besluttede, at en masse borgere i Havdrup selv skulle sørge for at få ryddet deres veje for sne, også selvom der var tale om kommunale veje.
2011 blev året hvor Havdrup skole fik ny skoleleder, blev tilført penge til renovering af bygning P og kunne tage en helt ny bygning M i brug. SFO'en fik ny miniarena, delvist sponsoreret af lokale virksomheder, og i det nye år er det planlagt, at klubben flytter ind i den renoverede bygning P for, at den gamle klubbygning kan blive revet ned.
Havdrup bymidte fik efter hektisk debat ny lokalplan hvilket betyder, at SuperBrugsen formentlig snart begynder sin udvidelse. Samme Brugs kunne i øvrigt fejre sit 125 års jubilæum i foråret , hvilket resulterede i en del ”trafikpropper” i selve butikken.
Derudover er butikker åbnet, lukket, har flyttet lokaler og skiftet ejer, og selv et nyt spisested er det blevet til i 2011.
I januar 2012 afsluttes høringen om privat udstykning af 18 nye grunde øst for Havdrup skole, hvilket kan åbne op for yderligere vækst i Havdrup. Nå ja – så mangler vi lige at få solgt de resterende grunde i Havdrup Vest !
2011 blev også året, hvor det endeligt blev besluttet, at Havdrup skulle have sin hal nr. 2 og selv efter kommunens budget var vedtaget, var pengene til den nye hal til stede.
Kommunen lagde hårdt ud og de involverede parter fra skole og HGI måtte i hast kaste ressourcer efter at få udarbejdet lister med forslag og prioriteringer til den kommende hal 2.
Siden da er der ikke sket meget – faktisk er der sket INGENTING – og der er sikkert mange i Havdrup som gerne vil se det første spadestik blive taget før man rigtigt tror på det bliver til noget. Vi har vel alle vores traume om det forsvundne bibliotek i baghovedet.
2011 blev dog også året hvor der var ting der ikke lykkedes.
SFO'ens julearrangement blev delvist aflyst pga. storm, juletræstændingen blev en våd fuser pga. manglende ressourcer og det årlige luciaoptog blev aflyst pga. ændrede retningslinjer fra Havdrup skoles ledelse - Tre vigtige arrangementer som i mange år har været med til at ”sparke” julestemningen i gang i Havdrup.
Netop den aflyste juletræstænding har resulteret i en del debat, både på pladsen på selve dagen, men også efterfølgende i diverse medier.
En enkelt Havdrup borger blev så skuffet at det endte med et læserbrev i SolrødNyt med den knap så flatterende overskrift:” Havdrup er jordklodens dødeste hul”.
Lige den dag var der sikkert mange der var enige og det aflyste arrangement har da også været medvirkende årsag til, at der nu arbejdes på at starte en egentlig borgerforening op i Havdrup.
Det blev ellers forsøgt at stable en handelsstandsforening på benene i starten af 2011 men her næsten et år efter, må dette initiativ nok anses for at være faldet til jorden.
Som første led i at etablere en borgerforening i Havdrup mødes initiativtagerne til et opstartsmøde i starten af januar. Formålet med første møde er at få alt det praktiske på plads med formålsparagraf, vedtægter, osv., og først derefter vil man begynde at hverve medlemmer til alt det praktiske arbejde.
Mener man allerede nu at man har noget at bidrage med kan gruppen kontaktes på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. .
De indledende øvelser med at stable en borgerforening på benene skal dog ikke forhindre undertegnede i endnu engang at takke byens mange frivillige for det store arbejde der hvert år lægges i Havdrup.
Tak fordi I giver os borgere i Havdrup noget at samles om, hvad enten det er som frivillig i en spejdertrop, som træner i en idrætsforening, eller som en af de mange ildsjæle som hvert år sikrer fastelavn, børnerock, høstfest, julebanko, juletræsfest m.m.
En stor tak skal også lyde til de mange erhvervsdrivende som hvert år sikrer det økonomiske grundlag for de mange arrangementer via et utal af sponsorater.
Med disse ord ønskes alle i Havdrup GODT NYTÅR og et lykkebringende 2012.

