SØG

Sognecafé på forårsbesøg i præstegården

Sognecafeen har traditionen tro været på det årlige formiddagsbesøg i præstegården, hvor præst Kristine S. Hestbech åbner sine stuer og sammen med Gisela Schröder fra sognehuset hygger om gæsterne. De serverer morgenmad med frisk brød og ost, frugt og smoothie og til sidst en lille dram til dem, der har lyst, før der er tid til havevandring.

På havevandringen kan deltagerne fra år til år følge med i, hvad der sker i den store have. Det er jo ingen hemmelighed, at Kristine er meget glad for haven og løbende udvikler den. Senest er der blevet opsat en uglekasse og 5 fuglekasser, der passer til småfugle som mejser, spurve og stære. ”Og så er det jo spændende, hvornår der flytter nogen ind”, bemærker Didde fra sognecaféen.

Siden sidst er der også blevet lavet højbede i en ny køkkenhave, som ligger godt i læ bag flere kvashegn, og der er bygget et såkaldt orangeri i et hjørne tæt ved indgangen til præstegården. Tage fra sognecaféen synes, det egner sig fortræffeligt til kirkekaffe på kolde dage!

Det er en hyggelig formiddag, som alle nyder. Der er tid til en snak om planter med Kristine, en stille stund på bænken med udsigt til roser i knop og nikkende akelajer eller en passiar i drivhuset.  – Og så kunne Inger ikke modstå fristelsen, men tog en gyngetur og lod rollatoren stå et øjeblik. Og pludselig kom der et meget ungt blik i hendes øjne …

Sognecafeen mødes sidste gang inden sommerferien tirsdag den 24. juni og er på banen igen den første tirsdag i august. Der er altid plads til nye medlemmer, så bare duk op!

Om

Related Posts

Giv en kommentar

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.