Blandt blot 4 udvalgte foreninger i Danmark er Havdrup Gymnastikforening blevet nomineret til Årets forening 2018 af GymDanmark.
Det var en meget stolt formand for Havdrup Gymnastik, som modtog beskeden fra GymDanmark om nomineringen til Årets Forening.
GymDanmark har indstillet Havdrup Gymnastik som Årets forening 2018 med baggrund i at Havdrup Gymnastik gør en positiv forskel og har været i en rivende udvikling.
En forening som arbejder kreativt og prøver at imødekomme tidens trends og efterspørgsler, men samtidig arbejder proaktivt på at udvikle og fastholde instruktører og medlemmer.
Dette gøres bl.a. ved en konstant udvikling af instruktører, som sendes på uddannelser og ikke mindst på kurser som er skræddersyet til foreningen.
Med en forening som tilbyder gymnastik og fitness for alle aldre og niveauer favner gymnastikforeningen bredt, og foreningen sætter en stor ære i at alle trænes korrekt.
Dette udmøntede sig i en certificering som Springsikker Forening sidste år. En certificering hvor foreningens praktik omkring administration, faciliteter, redskaber, sikkerhed og instruktørernes kompetencer er gennemgået ned til mindste detaljer og sidenhen godkendt og certificeret af DGI og GymDanmark.
Men tre linjer har GymDanmark i deres nominering opsummeret begrundelsen for indstillingen af Havdrup Gymnastik:
- De har et fantastisk drive, og udvikler sig konstant, både på bestyrelses, instruktør og foreningsplan.
- De er en synlig forening med et positivt omdømme, og hvor tingene sker.
- De er et godt forbillede på den veldrevne og velfungerende forening, som sætter instruktørernes og gymnasternes trivsel og udvikling højt.
Vinderen som Årets forening bliver fundet på GymDanmarks repræsentantskabsmøde lørdag den 27. okt. 2018, og Havdrup Gymnastikforening krydser naturligvis fingre for at det bliver dem.
Formand Betina Steneman siger: ” Vi er en forening drevet af ildsjæle, og det er en kæmpe ære og utroligt stort at blive nomineret og vide, at vores arbejde for medlemmer, instruktører, bredde, talent og alsidighed bliver set og bemærket.
Uanset udfaldet d. 27. oktober vil det være noget vi altid vil huske, og det er et kæmpe skulderklap til vores instruktører og bestyrelsen.”