onsdag, december 4, 2024
ForsideNyhederNy Daginstitution i Havdrup Vest

Ny Daginstitution i Havdrup Vest

Der bliver masser af plads til både eventyr, tumleri og højtlæsning i det nye innovative børnehus i Havdrup Vest, som skal danne nye, moderne rammer for den nuværende daginstitution Lindebo og samtidig ruste kommunen til at rumme endnu flere børn.
 

Et innovativt og fremadskuende børnehus med højt til loftet, der inviterer til eventyr, leg og læring i trygge rammer. Sådan bliver det nye børnehus i Havdrup Vest, der skal udgøre de fleksible og moderne nye rammer for den nuværende daginstitution Lindebo.

Det står klart efter, at byrådet i Solrød Kommune på november måneds byrådsmøde valgte at imødekomme et enigt bedømmelsesudvalgs ønske om at vælge projektforslaget fra Daurehøj Erhvervsbyg A/S.

Med de innovative nye rammer for Lindebo vokser Havdrup-daginstitutionen sig samtidig stor nok til at rumme den stigende popularitet hos børnefamilierne og det børneboom, som Havdrup og hele Solrød Kommune oplever netop nu.  

Overskriften på det nye børnehus er ”Det eventyrlige og moderne børnehus”, som er en titel, der er blevet til på baggrund af flere forskellige workshops med forældre og personale. Børnehuset, der efter planen skal stå færdigt i februar 2020, leder da også med sit sprælske udseende tankerne hen på et kæmpe stort, eventyrligt sneglehus omkranset af indbydende legearealer med et hyggeligt lille gårdrum i midten af det hele.

”Forventningerne til vores kommende nye, rummelige børnehus i Havdrup Vest har været tårnhøje fra starten, og jeg må sige, at vinderprojektet til fulde indfrier bedømmelsesudvalgets mange krav til, hvordan rammerne om et moderne og eventyrligt børnehus skal være – jeg ønsker mig næsten selv tilbage til børnehavetiden,” siger Kim Sunesen, formand for Familie- og uddannelsesudvalget.

De fleksible rammer i det nye børnehus giver mulighed for at danne både store og små fællesskaber og lege- og læringsrum. Samtidig er fællesarealerne placeret, så de både er godt skærmet af og er i kontakt med både husets charmerende lille midtergårdrum og med grupperummene. Det giver både rigtig gode muligheder for forskellige aktiviteter i løbet af dagen og dialog med forældre, som afleverer og henter deres børn.

Bygningen er desuden optimalt placeret på grunden, så der skabes så meget legeplads som muligt med indbydende og forskelligartede udearealer for både vuggestue- og børnehavebørn. 

Fakta
Det valgte projektforslag fra Daurehøj Erhvervsbyg A/S er det projekt, der har fået den højeste karakter af bedømmelsesudvalget, som har bestået af repræsentanter fra direktionen, Ejendomscenteret, Pladsanvisningen samt forældrebestyrelse, ledelse og medarbejdere fra Lindebo. Bedømmelsesudvalget er desuden blevet understøttet af ekstern rådgivning.

Redaktionen
Redaktionen
Peter Enger – Ejer og ansvarlig for domænet havdrup.dk. Overtog domænet i 2007 og har siden drevet byens hjemmeside i forskellige forklædninger. Oprettede i 2014 Facebook gruppen havdrup.dk som for nuværende har passeret 3000 medlemmer.
RELATED ARTICLES

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Mest læste