Sogneudflugten søndag den 21. september blev en dejlig oplevelse, ikke mindst på grund af besøget på godset Knuthenlund på Lolland, som er kendt for sine økologiske fåre- og gedeoste af høj kvalitet.
Godsejer Susanne Hovmand Simonsen bød indenfor i sin frodige, økologiske verden på Knuthenlund, hvor hun blandt andet prøver at få gamle sorter i spil igen. Og det gælder både den røde ko, Rødby-æblet og fasters gamle rabarber. Hun evnede at begejstre samtlige deltagere med sin ildhu, sin gode mad og sin varme gæstfrihed.
Turen begyndte med gudstjeneste i Stokkemarke Kirke på Lolland og sluttede med et besøg i Maglebrænde Kirke på Falster med historien om den nye altertavle, der fik en anden skæbne end den var tiltænkt.