onsdag, december 4, 2024
ForsideNyhederBorgmesterens nytårshilsen 2017

Borgmesterens nytårshilsen 2017

27. december 2016

Det er tradition at gøre status, når et år rinder ud. Derfor sender Solrød Kommunes borgmester Niels Hörup – som formand for byrådet – også i år en nytårshilsen til borgerne, hvor han samler trådene fra det forgangne år og ser frem mod det nye.

Kære læser

Endnu et år er ved at gå på hæld, og som så mange gange før ansporer årsskiftet nok de fleste af os til at gøre status. Vi bliver tankefulde og kigger tilbage på året, der gik – på stort og småt, på godt og ondt.

Samtidig kigger vi frem mod det nye år, som venter lige om hjørnet, og vi reflekterer over mulighederne og udfordringerne, vi står over for. Hvad mon det nye år vil bringe?

Jeg synes, det er en fin tradition at gøre status, når et år rinder ud, og derfor sender jeg – som formand for byrådet – hvert år en nytårshilsen, hvor jeg forsøger at samle trådene fra det forgangne år og kommer omkring de mange projekter, vi har indviet, de mange gode resultater, vi har skabt, og de udfordringer og muligheder, der venter i det kommende år.

Blandt de bedste i landet
Og vi har igen i 2016 haft meget at glæde os over i Solrød Kommune. Det blev tydeligst eksemplificeret i august 2016, da vi rundede borger nr. 22.000. Jeg var på byrådets vegne ude at besøge den lille familie, som var flyttet hertil, fordi der var gode forhold for børnefamilier, et stort udvalg af fritidsaktiviteter, en skøn strand og højere til himlen – ikke noget dårligt skudsmål!

Mange er enige med dem. Faktisk er Solrød Kommune den sjette mest efterspurgte kommune i hele landet, når flyttelystne danskere opretter en boligsøgerannonce eller søgeagent og angiver, hvor i landet de kunne tænke sig at bo. Det er især familier med små børn, der strømmer hertil, fordi de har hørt, vi har pasningsgaranti i daginstitutionerne, at vores skoler er blandt de bedste i landets målt på undervisningseffekt, og at seneste måling viste, at trivslen er i top blandt eleverne på folkeskolerne her i kommunen.

De har måske også hørt, at vi er den kommune i landet, der har færrest voldsanmeldelser, at vi har et vidt forgrenet net af trygge skolestier, og at vi har et fantastisk aktivt foreningsliv – hver anden Solrød-borger er medlem af en forening!

De mange nye tilflyttere har stor positiv betydning for vores økonomi. Vi skal godt nok opjustere vores fysiske rammer, så vi har plads og ressourcer til fx de mange nye børn i daginstitutioner og skoler, men de øgede skatteindtægter, der følger med mange nye borgere, giver faktisk samlet set en bedre balance mellem indtægter og udgifter.

Derfor kunne et enigt byråd i oktober vedtage et nyt budget for næste år, der ser rigtig positivt ud. En af de helt store positive poster i budgettet er vores grundsalg. Grundene i de nye bydele Havdrup Vest og Trylleskov Strand er blevet revet væk, og vi kan snart melde alt udsolgt. Indtægten fra grundsalget er med til at finansiere de mange om- og udbygninger af vores skoler og daginstitutioner, der skal ruste os til befolkningsvæksten.

Virksomheder i vækst og succes med de store projekter
Samtidig går det fremad på vores arbejdsmarked og for vores virksomheder. Ledigheden er rekordlav her i kommunen, og vi er endda blandt de absolut bedste i landet til at få flygtninge i job. Desuden vokser vores virksomheder, de skaber større værdi, og de er generelt meget tilfredse med at drive erhverv her i kommunen. Det viser erhvervsklimaundersøgelserne fra DI og Dansk Byggeri.

Vi er også en grøn kommune. Solrød Biogasanlæg kører nu på fuld kapacitet, og det betyder, at anlægget fra maj til september har modtaget en rekord stor mængde tang og fedtemøg fra stranden – i alt 1.234 ton. Det er til stor glæde for badegæsterne og ikke mindst godt for miljøet, klimaet og tegnebogen. Faktisk producerer Solrød Biogas nu grøn el til 4.000 husstande og grøn varme til 2.000 husstande. Det er kun muligt, fordi Solrød Strands Strandrenselaug gør en stor indsats i et privat-offentligt samarbejde med kommunen.

Også når det gælder om at skabe gode muligheder for oplevelser og aktiv livsstil, er vi helt med fremme. I foråret kunne vi sammen med Roskilde, Greve og Køge kommuner indvie Hedebostien, der går gennem det smukke sjællandske landskab fra Køge Bugt til Roskilde Fjord. Stien lægger op til vandreture, løb, cykling og ridning, og der er bl.a. lavet en spændende app, man kan bruge undervejs.

I slutningen af foråret kunne vi indvie Solrød Kommunes nye kunstgræsanlæg, som blev til på baggrund af en fornem donation fra Annie og Otto Johs. Detlefs’ Fonde – OJD. Banerne har nu været i brug den første sommersæson, og de har været så populære, at det næsten har været umuligt at matche efterspørgslen.

I efteråret kom turen for indvielse så til vores nye sociale samlingspunkt og klimatilpasningsanlæg Kilen, der først og fremmest skal opmagasinere regnvand for at sikre os mod eventuelle oversvømmelser ved skybrud, men også kommer til at fungere som et kreativt byrum med bl.a. basketballbane, boldeksperimentarium, cross fit, parkour, tribune, undervisningsfaciliteter og en såkaldt regnhave. Kilen er kun blevet til noget i kraft af det stærke partnerskab, Solrød Kommune har haft med Solrød Gymnasium, som ejer jorden, KLAR Forsyning, der har finansieret størstedelen af projektet, og VANDPLUS-samarbejdet, som består af Styrelsen for Vand og Naturforvaltning, Realdania og Lokale og Anlægsfonden.

Taknemmelighed over for dem, der tager ansvar
Desværre sluttede året med en ualmindelig tragisk hændelse. Solrødborgeren Jesper Jul, der var hundefører ved Vestegnens Politi, blev skudt i tjeneste og døde kort tid efter af sine kvæstelser.

Jesper mistede livet, mens han udførte sit job. Et job, der for alle betjente indebærer, at de sætter deres eget liv på spil for at passe på os andre. Det er en indsats, som ikke kan overvurderes, og en indsats, som vi alle skal være taknemmelige over, at nogen tager på sig og udfører.

At tage ansvar for andres ve og vel – om så man gør det i det store eller det små, i privatlivet eller professionelt – er efter min mening noget af det mest beundringsværdige, man kan gøre. At sætte andre først og gøre noget godt uden at forvente noget retur – det bør være en værdi, vi alle sætter utrolig højt. Og det er en værdi, jeg er stolt over at kunne sige, vi værner om her i Solrød Kommune.

For det er ikke kun betjente, der hver dag er med til at gøre verden til et tryggere og bedre sted. Det er alle vores udsendte også. I september holdt vi her i Solrød den årlige officielle flagdag for Danmarks udsendte, populært kaldet veterandagen, hvor vi ærede alle dem, der gør eller har gjort en fremragende og professionel indsats for Danmark ude i verdens brændpunkter, og vi mindedes de faldne. Vi mødtes en smuk efterårsmorgen, hejste Dannebrog foran rådhuset, og jeg var utrolig glad for at få mulighed for at takke alle de fremmødte for deres uselviske indsats.

Og der er mange måder, man kan tage ansvar på. En anden er det enorme frivillige arbejde, som en lang række af vores borgere udfører hver eneste dag – som fodboldtræner for vores børn og unge, som naboven for vores flygtninge, som ekspedient i vores genbrugsbutikker, som cykelven for vores ældre, ja, jeg kunne blive ved. Det er en utrolig vigtig indsats, og det er et privilegium for en kommune at have borgere, der gør en engageret indsats og har lyst til at hjælpe andre.

Derfor uddelte vi i efteråret Solrød Kommunes Frivillighedspris for 8. gang – denne gang til den engagerede formand for Solisterne, Henning Rasmussen. En pris, der gives som en påskønnelse af en person, forening, organisation eller institution, der har gjort en særlig indsats for det frivillige sociale arbejde her i kommunen. De frivillige skaber muligheder, og der er mange opgaver, vi som kommune slet ikke kunne løse på samme gode måde uden hjælp fra frivillige.

Det kommende år
I det nye år venter så en række nye opgaver. Først og fremmest går vi i gang med at ruste Solrød Kommunes institutioner til den befolkningsvækst, jeg nævnte tidligere. En lang række institutioner skal om- og udbygges – herunder Bølgen, Parkbo, Munkekærskolen, Havdrup skole og Christians Have Plejecenter. Desuden bliver der bygget en ny integreret daginstitution i Havdrup, og 1. sal på Solrød Bibliotek bliver bygget om, så hjemmeplejen og hjemmesygeplejen får bedre lokaler.

En anden begivenhed, der kommer til at fylde meget, er kommunalvalget i november. I Solrød har vi en historisk tradition for et samarbejdende byråd, hvor vi er enige om vigtigheden af fælles løsninger, og den tradition håber jeg fortsætter, når de sidste stemmer er talt op, og et nyt byråd har konstitueret sig. Det lokale selvstyre spiller en utrolig vigtig rolle i en demokratisk samfund som det danske, og jeg kan kun opfordre alle borgere, der har mulighed for det, til at stemme.

Fremgangen skaber ikke sig selv
Alle de flotte resultater, vi nåede i 2016, og alle de spændende projekter, der venter i 2017, kommer ikke af sig selv. De er selvfølgelig resultatet af de beslutninger, byrådet træffer, og af det gode arbejde, dygtige medarbejdere i kommunen udfører, men de er jo også resultatet af engagerede borgere, der på forskellig måde tager ansvar, hjælper hvor de kan, samarbejder og værner om alt det, der er så godt ved vores kommune.

Ind imellem hører jeg folk sige, at det altid kun er Tordenskjolds soldater, der stiller op. Det synes jeg ikke gælder her i Solrød. Rigtig mange er engagerede, møder op og giver deres input, når vi holder borgermøder, arbejder frivilligt, stemmer til kommunalvalgene, er med i borgergrupper, afgiver høringssvar, er valgtilforordnede, debatterer på Facebook eller i aviserne. Ja, tager ansvar og deltager på forskellige måder.

Da jeg i løbet af efteråret skulle mødes med DSB’s topledelse for at spørge kritisk til den ustabile drift på Køge Bugt-banen, spurgte vi fx borgerne på Facebook om input, og så væltede det ind med relevante og konstruktive pointer.

Da Havdrup Bymidte som en del af helhedsplanen skulle have et nyt byrum, stillede en række lokale Havdrupborgere op, idéudviklede og tog fat sammen med kommunen. I fællesskab fik vi etableret et nyt midlertidigt byrum på stationspladsen, og efter min mening var det et virkelig fint eksempel på, hvor godt vi lykkes, når vi løfter i flok.

Så lad det være vores fælles nytårsforsæt: At vi også i 2017 vil tage ansvar for os selv, for hinanden og for Solrød.

Godt nytår!

Redaktionen
Redaktionen
Peter Enger – Ejer og ansvarlig for domænet havdrup.dk. Overtog domænet i 2007 og har siden drevet byens hjemmeside i forskellige forklædninger. Oprettede i 2014 Facebook gruppen havdrup.dk som for nuværende har passeret 3000 medlemmer.
RELATED ARTICLES

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Mest læste