Lørdag den 28. maj afholdte Havdrup Gymnastikforening for første gang Havdrup Børnerock efter at være blevet overdraget opgaven fra Sanne Krogsgaard, som har stået for arrangementet de sidste 10 år.
Det ”gamle” crew stillede op, og sammen med de nye crew medlemmer sørgede de for, at de knap 400 børn fra 0.-6, klasse fik en helt fantastisk aften under trygge rammer.
Mange måneders forberedelser i Havdrup Gymnastik udmøntede sig i et brag af en fest, og det var festligt at se at alle børnene med håret sat, smarte outfits og masser af knæklys, som var med til at give en helt speciel stemning denne aften i Havdrup Idrætscenter.
Aftenen blev foreviget af de populære youtubere Signe & Helena, som filmede og interviewede børnene, og de var ligeså stort et hit som de to unge fyre der gik på scenen.
Årets kunstnernavn var nemlig Citybois, og da de gik på scenen kom der ekstra gang i lungerne, for der blev skreget og også fældet en lille tåre fra de inkarnerede pigefans.
En lille gruppe af disse små fans havde siddet udenfor hallen siden kl. 10 om formiddagen, så de var sikre på at stå på første række, og de blev bestemt ikke skuffet.
Citybois gav den gas og leverede et super show, og efter koncerten gav de to hotte fyre autografer til alle som stod i den mange meter lange kø.
Som de andre år havde Havdrup SuperBrugs doneret 2 x gavekort på 1.500 kr. som to heldige vindere vandt til brug for køb af en drengecykel og en pigecykel hos SuperBrugsen.
Havdrup Gymnastik kunne ikke havde planlagt dette års Børnerock, hvis ikke det var for den hjælp der blev givet af årets sponsorer til Havdrup Børnerock.
Hovedsponsorerne SuperBrugsen Havdrup og LM Byg donerede sammen med de 14 andre sponsorerer mere end halvdelen af årets budget, hvilket viser hvor fantastisk et erhvervsliv der er i Havdrup og omegn. Et stort tak fra Havdrup Gymnastik lyder til alle sponsorerne og ikke mindst til alle de frivillige hjælpere og børn og forældre som bakker op om Havdrup Børnerock.
Med den opbakning er det sikkert og vist, at næste års Børnerock er en realitet og det kan afsløres at datoen er sat til lørdag den 20. maj 2017, så krydses kan sættes allerede nu i næste års kalender.
Foto: Niels Sarpø