Havdrup borgerforening inviterer til juletræstænding
Lørdag d. 30. november tændes juletræet på græsplænen ved SuperBrugsen og Lasses Basse.
Allerede fra kl. 15:00 vil Julemanden være at finde på pladsen med sin lirekasse, mens nisserne deler karameller og pebernødder ud. Derudover vil det være muligt at købe gløgg, æbleskiver og brændte mandler.
Omkring kl. 15 vil der fra forskellige steder i byen bevæge sig nisser til hest mod bymidten. Det har desværre ikke været muligt at fastlægge ruterne på forhånd, men hold øre og øjne åbne – og følg trop hvis muligt.
Kl. 16:00 tændes træet ved præst Kristine Stricker Hestbech, hvorefter der er dans om træet og uddeling af godteposer.