Tirsdag d.22.oktober kl.16 åbner i Havdrup Sognehus en udstilling om Havdrups historie frem til 1970.
Bag udstillingen står Solrød lokalhistoriske Forening og Solrød kommunes Lokalarkiv, hvor 2 af de frivillige medarbejdere Bent Hartvig Petersen og Jens Strunge Jensen har udført arbejdet med fremstilling af udstillingsmaterialet.
Havdrupområdet hed oprindelig Ulvemosen, som nævnes første gang i skriftlige kilder i 1277.
I 1534 holdtes under Grevens Fejde et møde, hvor grev Christoffer på Christian d. 2.s vegne modtog bøndernes hyldest.
Ulvemosen var fortsat et udkantsområde med nogle få husmandssteder og en mølle, indtil DSB i 1870 indviede jernbanen Roskilde-Køge og kaldte den eneste station på strækningen Havdrup efter den gamle landsby Havdrup.
Det blev starten på en rivende udvikling, især op til 1920, hvor Havdrup med rette kaldtes Hedens hovedstad.
Det er denne historie frem til kommunalreformen i 1970, hvor Havdrup blev en del af Solrød kommune, der vises på udstillingen.
Udstillingen, der åbnes af formanden for Solrød kommunes social-, sundheds- og fritidsudvalg Naima Simring, slutter tirsdag d. 5. november. Der er fri adgang i sognehusets åbningstid.
Solrød lokalhistoriske Forening serverer et glas vin ved åbningen.